Mange iværksættere går ned efter få år.
Det er en kunstart at få organiseret en
virksomhed så den overlever.
Af Hans Juel
I “Statistisk
Tiårsoversigt 2003” kan man læse, at kun 60% af nystartede virksomheder
overlever i to år og kun 25% i ti år.
Professor ved Center for
Småvirksomhedsforskning, Torben Bager, Syddansk Universitet, mener ikke, at det
nødvendigvis er noget negativt.
Han glemmer dog, at der bag enhver
lukning eller konkurs er en bristet drøm og økonomisk nedtur. Det føles som et
enormt tab at måtte opgive sin virksomhed. Det er meget få, der starter blot for
sjov og så lader stå til. Inden en lukning har de fleste ofret en masse og føler
et stort ansvar for både deres ansatte og deres familie. Det er også et knæk i
ens selvværd og ens præstige i kredsen.
Oftest er det fordi man har en
idé, man gerne vil realisere, når man starter for sig selv. Man kan noget. Der
er interesse for at købe ens ydelser. Der er nogen, der bakker én op. Banken vil
godt være med, når blot man stiller sikkerhed osv.
Mange overser, at der
er forfærdelig mange krav til en virksomhedsleder i dag. Der er utroligt mange
funktioner i en virksomhed, der skal laves. Der er så mange krav til én fra det
omgivende samfund – fra interessenterne – som man ikke tager højde for i tide.
Kommer succesen bliver tiden knap. Og får man ikke struktureret sin hverdag og
organisation i tide, ender mange med det L. Ron Hubbard kalder “monopol på at
arbejde”.
Mange iværksættere er heller ikke særligt gode på det
markedsføringsmæssige og det direkte salg. Det er som om nogen har fortalt dem,
at salg er en kunstart og ikke blot den ærlige mands glæde ved sit arbejde eller
produkt. Er den nødvendige kvalitet i højsædet og kunderne tilfredse, er det kun
ens egen generthed, der kan holde én ude i kulden eller også glemmer man
kunderne. Men ingen kommer udenom, at det er nødvendigt løbende at sælge for et
beløb, der dækker udgifter og det overskud, man gerne vil have incl.
afskrivninger og skatter.
Vender vi så tilbage til organiseringen af
virksomheden, er det oftest her hunden ligger begravet. Alle virksomhedens
funktioner skal organiseres lige så håndfast som den produktion, der skaber
pengene. Og funktioner sørger for at produktion finder sted. En funktion er
noget som har sit eget produkt som en del af virksomhedens samlede produkt.
Organisering og delegering er den kunstart, der styrer Le Mans formel 1,
men også den kunstart der kan få enhver virksomhed til at overleve.